Jeg har testet cd’en “ABC – så kan du lære det”. Den fører børn mellem 5 og 7 år gennem bogstavers lyd, navn og form. En lille robotlignende figur ved navn Alfabot hjælper børnene på vej. Navigationen er meget simpel, og børn lurer hurtigt, hvad det går ud på.
Spillet har forskellige sværhedsgrader, hvilket er en stor fordel. For børn bliver hurtige skrappe til denne form for læring. Min datter (som også kun er 4 år) er p.t. fint udfordret med det nemmeste niveau.
Det er lidt ærgerligt ved spillet, at cursor-pilen på skærmen ikke bliver til en hånd, når man peger på noget, der kan aktiveres. Det er børnene (og vi voksne for den sags skyld) vant til fra andre spil og i det hele taget aktiviteter ved pc’en. Ved ABC-spillet forbliver pilen en pil – også når man har mulighed for at aktivere noget. Det skal man lige vænne sig til.

Med til cd’en hører et aktivitetshæfte, hvor børnene kan øve sig på at skrive bogstaverne. En fin bog! Helt magen til den teknik/bogform, som jeg selv husker fra min skoletid. Min datter synes det er sjovt at efterligne bogstaverne. Måske fordi hun er pige? Jeg ved ikke, om en dreng på 5 år kan finde ro til at skrive bogstaver? Nogle kan selvfølgelig.
Det er også muligt at købe nogle bogstavkort. De er af en god kraftig kvalitet og sjove at lege med for børn og voksne sammen. Vi har vendt dem med forsiden ned ad på et bord, og så synes min datter, at det er sjovt, at jeg tester hendes hukommelse ved at vende et tilfældigt kort, og så høre hende, hvilket bogstav, det er. Kortene kan evt. også hænges op på en væg, hvor man så kan kigge på dem, og øve bogstavernes form og lyd.
Pris: 179 kr. hos ABCleg.dk
CD’en kan også købes hos Bog & Idé.

