Forleden talte jeg med en anden forælder, en far, i børnehaven. Vi kom til at tale om, hvordan han som barn på “de fynske marker” legede rundt uden opsyn. Han og vennerne kravlede i træer og legede ved en å uden forældres øjne i nakken. “Helt utænkeligt i dag,” sagde han. Og jeg måtte give ham ret. For hvor megen “fri leg” har børn egentlig i dag. Er vi ikke hele tiden over dem – så vi kan føle os trygge. Og børnene givetvis hæmmet… Måske de vil udvikle sig til det stærkere (bedre?), hvis de havde mere frie rammer?
Jeg fandt denne interessante artikel om emnet på Information.dk. Neden for et citat fra artiklen.
Børn leger stadig
Spilkonsoller og pylret opdragelse har ikke ændret børns evner til at lege, fortæller en legeforsker. Det, der har ændret sig, er børns muligheder for uovervåget og selvregulerende leg, som tidligere foregik i gader og baggårde
Kilde: Legen lever – men nye rammer har forvandlet den (artikel fra Information.dk).
Som barn legede jeg ofte ved stranden med mine venner. Jeg elskede det! Gad vide, hvornår jeg vil tillade mine egne børn at gøre det samme?
Jeg tænker, at vi er mange velmenende forældre, der pga. af sikkerhedsmæssige problemer faktisk holder vores børn væk fra de steder, som vi selv husker som højdepunkterne i vores egen barndom…
Hvad tænker du? Hvornår giver du dit barn “frie rammer til leg”? Hvilken alder og hvilke lejligheder?
Relaterede artikler
-
Tal med dit barn på den fede måde (bogstavet C)
Mette Weber skriver korte blogindlæg om, hvordan du taler med dit barn på den fede måde. Hun tager afsæt i … Læs resten
-
Seerne styrer – Fjernsyn for dig tilbage kl. 17.30
Det var knap gået op for mig, at DR pr. 1. januar 2011 besluttede at droppe Fjernsyn for dig på … Læs resten
-
Tal med dit barn på den fede måde (bogstavet D)
Så blev det D. Mette Weber, JuniorBusiness’ tilknyttede sundhedsplejerske, der hver 14. dag skriver Tal med dit barn fra A- … Læs resten
-
Børn og sociale relationer – en ny ro i maven
Jeg er netop hjemvendt fra forældremøde i børnehaven, hvor min 4-årige datter går. Samme institution som hendes tre år ældre … Læs resten
-
Hvordan har din dag været, skat?
Når børnene ikke længere går i vuggestue/børnehave, hvor flinke pædagoger beredvilligt fortæller om børnenes dag, når man henter børnene, ja, … Læs resten
-
Forskning: Børn frygter at blive grinet af
Voksne danskere siges at være det folkefærd, som bedst tåler at blive gjort grin af. Helt anderledes ser det ud … Læs resten
-
Børn gør dig lykkelig – altså når de er blevet store
Det skifter lidt i eksperternes øjne, hvor lykkelig eller ulykkelig, man bliver af at være forælder. For ikke længe siden … Læs resten
Interessant emne, som jeg håber der kommer flere kommentarer til.
Jeg er også opvokset med frie rammer hvad angår leg i nærområdet. Selv Furesøen cyklede vi alene ned til da vi var omkring 10 år.
Min egen datter er knapt 3½ og jeg er bestemt i vildrede om, hvor meget opsyn hun skal være under.
En særlig aktuel situation er denne: Vores datter har fået en veninde, der bor i et boligområde med en legeplads inde på bebyggelsens område (med mulighed for, via sti-system, at komme ud på både mindre og meget store veje). Legepladsen kan ikke ses fra venindens hus.
Veninden på snart 4 år og hendes 1 år ældre bror, løber selv hen og leger på legepladsen, har moderen fortalt mig. Men jeg er ikke tryg ved, at min datter løber med derhen uden voksen-opsyn. HVIS der sker noget, vil min datter ikke kunne finde tilbage til venindens hus. Og selvom veninden kan finde tilbage, er hun kun 4 år og ikke nær gammel nok, til at have ansvaret for noget eller nogen, ligesom broderen heller ikke er.
På sin vis er jeg ikke i tvivl i den aktuelle sag. Jeg vil ikke tillade at min datter løber med hen på den legeplads uden voksen-opsyn. Så skal hun over og lege hos veninden en dag, så vil jeg informere moderen om dette.
Men det sætter da tanker i gang om, hvornår man slipper – og hvordan man får styr på nerverne første gang man gør det
.
Ihh et godt emne.
Jeg tror jeg pakker min søn for meget ind i vat (desværre). Han startede i skole i august og lige nu er det største ønske at gå hjem selv. Vi har 150-200 meter til skolen,- med skolesti og det hele, men bare tanken om at han skal gå hjem selv giver mig ondt i maven. Han blev 7 sidste måned.
Jeg selv havde 3 km til skole og cyklede selv, uden at skænke det en tanke, tog bussen til min farmor og farfar, vi var også nede alene ved vandet, da vi var 9 og samle vandmænd, søstjerner osv – Faktisk nogle af de bedste minder fra min barndom. Vi legede dåseskjul på vejen også når det var ved at være mørkt.
Tanken om han skulle gøre alle de ting, ligger milevidt fra mig.
Han har et par gange selv været i kiosken og købe fredags-slik (den ligger 20 meter fra os) og hver gang siger jeg pas nu på det ene og det andet, og Hader mig selv når jeg gør det.
Ville ønske jeg kunne give lidt slip, men for fanden det er svært.
Har en lille en der bliver 1 år 1. juledag, håber jeg har lært lidt når hun bliver større:)
Jamen det er netop det som er ret tankevækkende; at nogle af de bedste minder er der, hvor vi som børn “var frie – og lidt farlige”.
Jeg forsøger at tænke meget over ikke at sige “pas på dit og dat” (men jeg tænker det inde i hovedet!), fordi jeg er bange for at indgyde en uberettiget frygt. For børnene må da tænke, at der er en masse at være bange for “derude”, siden vi som voksne er sådan på tæerne? Jeg ved det ikke. Det kan også være, at det netop er “pas på’erne” der gør, at de tænker over deres adfærd? Vel nok forskelligt fra barn til barn?