Jeg er netop hjemvendt fra forældremøde i børnehaven, hvor min 4-årige datter går. Samme institution som hendes tre år ældre søster også var en del af – inden skolelivet startede. Når jeg forsøger at betragte mig selv set fra sidelinjen, så sker der godt nok meget mellem barn nr. 1 og nr. 2. Sikke en dannelsesrejse ud i “ro i maven” og andre nødvendige kompetencer, for at være forælder. Men lad mig her blot dvæle et øjeblik ved sociale relationer og legeaftaler.
Kunne mærke her til aften, at jeg var fuldstændig rolig, da pædagoger som forældre talte om vigtigheden af sociale relationer og legeaftaler, og hvor meget fokus, der er på netop disse punkter. Ikke fordi jeg er “faldet af på den” og blevet ligeglad. Og da slet ikke mere ligeglad med vores barn nr. 2 vs. barn nr. 1. Men bare mere rolig. Mere overbevist om, at det hele jo går helt af sig selv. På en god måde.
Gode veninder (modelbilled)
Det første barn – for en selv og i vennekredsen
Ved barn nr. 1 var jeg meget obs på at få etableret legeaftaler på kryds og tværs, og meget opmærksom på, hvad pædagogerne gjorde i samme boldgade. Vi havde ikke masser af venner med jævnaldrende børn (faktisk ingen…), og derfor var vi desto mere afhængig af gode venner i vuggestue/børnehave. Så vi teamede op med forskellige forældre fra børnehaven, hvor af nogle af dem i dag er vores bedste venner – og gjorde meget ud af legeaftaler og socialisering. For vores datter skulle da endelig ud at møde en masse børn og lege bredt. For man er jo åh så sårbar, hvis man kun har få venner.
Jeg kan huske, at jeg opfordrede vores datter til at få en masse venner; for så var der altid nogen at vælge imellem – nogen at lege med! Hun har altid evnet at lege med alle, høj som lav – på tværs af køn og alder. Men har omvendt 1-2 favoritveninder.
Ved første samtale med skolens sundhedsplejerske blev der også spurgt “Kan dit barn lide at lege med mange” eller “Foretrækker dit barn at lege med få/i små grupper”. Det lå næsten i luften, at det første svar var mest korrekt. Men vores datter valgte få/små grupper! Sådan husker jeg også min egen barndom. Havde få gode hjerteveninder, men en masse bekendte. Har vi fleste det ikke sådan? Og er det så galt?!
Tilbage til i aften. Jeg var helt rolig mht. vores 4-årige datter. Jeg er slet ikke så forhippet på at lave legeaftaler for hende, som med hendes storesøster. Hun har sine to-tre foretrukne venner i børnehaven, og jeg gør intet for, at denne vennekreds partout skal udvides til flere. Siden barn nr. 1 har mange flere i vores vennekreds fået børn. Jeg ser nu og oplever meget mere mit barn (begge mine børn…) sammen med andre børn uden for børnehaven. Den yngste leger også godt med alle, kan fint begå sig socialt. Så jeg slapper helt af. Er ikke så forhippet på at få hende ud af socialisere konstant.
Som med stjernetegn (“Ja, det skrevne i stjernetegnet passer, når du ønsker det skal passe!”) så elsker jeg at blive bekræftet i min “mavefornemmelse”. Og det synes jeg, at denne kronik fra Berlingske gjorde for mig. Det er en mor, der er præst, som taler positivt om de nære relationer. De nære venskaber vs. de brede “børne-netværk”. Synes det er tankevækkende læsning. Ja, hun stiller ting på spidsen. Og hurra for det! Men tag lige og læs med her, og tro på, at dit barn nok skal klare sig godt med få, og nære, venner!
Læs kronikken: Vi opdrager vores børn til skilsmisse.
Læs også et tidligere blogindlæg her på sitet: Legeaftaler i børnehaven – er det virkelig et “must”?
Jeg tænker, at det er med dette emne, som med så meget andet: Det er ekstremerne, der er “de farlige”.
Hvis barnet kun har een, og kun een! ven, bliver det sårbart. Det bliver svært at være i institutionen, når bedste-vennen ikke er der. Og endnu sværere hvis bedste-vennen i perioder foretrækker andre legekammerater.
Ligesom det kan være “farligt” (jf. artiklen), hvis barnet er i den anden grøft, og ikke evner/lyster at knytte nære bånd, men flakker mellem mange, mere overfladiske venskaber.
Som andre 1-barns-forældre måske vil nikke genkendende til, så får man også mere ro i maven med tiden, selvom der ikke kommer et barn nr. 2. Man oplever jo, at knuderne ofte løser sig selv.
Vores datter var meget fokuseret på een enkelt veninde i børnehaven og det havde jeg det bestemt ikke godt med. Men efterhånden som hun blev mere tryg i institutionen, lukkede hun også op for andre børn og i dag har hun 2-3 bedste-veninder dernede. Og “de løse”.
Tak Jeanne. Du har ret; Det må lige så meget være tiden, der går og “egen uddannelse i at være forælder”, som gør, at “børnelivet” bare bliver lettere og mindre bekymrende. Som det egentlig er, at barn nr. 2, 3 og 4 kommer til!
Og enig igen; Det ekstreme er det farlige! Det lurer over alt. Pas på!