Det kærlige lederskab

Jeg har fået Kitt Tvile, indehaver og familieekspert, Familieevolutionen.dk til at skrive nogle klummer til JuniorBusiness. Kitt er ikke indbegrebet af dybe terapeutiske samtaler i familien, men derimod hylder hun, at forældre skal tage kærligt lederskab og få (gen)skabt den kærlige familie, hvor alle trives.

Kitt Tvile med familien
Kitt Tvile med sin familie

Se Kitt på TV
Kitt har fornylig medvirket i Brunch på TV. Se 7 min. koncentrat af Kitt & Familie Evolutionen på Tv Lorry.

De velargumenterende børn
Kender du det? Godnathistorien er læst og dit lidt vage og harmløse “nej” til den seksåriges ønske om endnu en godnathistorie, udvikler sig til en rædselsdiskussion og ender i dårlig samvittighed…

Et dilemma mange familier står i i deres hverdag, er at takle generationen af meget vidende og argumenterende børn, som sætter spørgsmålstegn ved stort set alt, og give dem de bedste rammer for en god og sund udvikling.

Vores dårlige samvittighed og den kendsgerning, at det er nemmere at sige ja end nej, gør at børnene får lov at argumentere og spørge i en uendelighed, til vi til sidst finder os selv med ryggen mod væggen, tænkende: “Hov….hvordan endte diskussionen her?”

Og det er ikke småting der bliver vendt og drejet under krøllerne i et uskyldigt børnehoved – tag ikke fejl!

Børn er dygtige og behændige ud i diskussionens kunst – og hurra for det.

Vi har selv opfostret vores børn med forklaringer, adspurgt dem om dette og hint og taget dem med på råd. Jeg mener at det er rigtig godt og sundt for børn at lære, at de er vigtige mennesker, og at de betyder noget både i kraft af sig selv og som en del af et team.

Minimer antallet af valgmuligheder
Det vi forældre ikke altid er opmærksomme på, er at de altså ER børn, og at børn ikke skal debattere og argumentere om alting. De skal bestemme det de KAN, som passer til den alder de har.

Ole på 4 år kan ikke overskue de samme valg som Signe på 10 år, det er selvsagt.

Derfor har børn meget bedre af at få præsenteret et par muligheder de kan vælge imellem, det giver ro og tryghed at vide, at der ikke ER flere muligheder end disse 2 eller 3.

Og her skal vi som forældre og ledere STÅ FAST og SAMMEN!

Undgå vendekåben
Når vi har taget en beslutning, er det den der gælder – uanset hvor meget junior smækker med dørene, smider sig på gulvet og bedyrer, at vi ødelægger deres liv (det går som regel over i løbet af ½ time, hvorefter de er blide og harmoniske…).

Udfordringen er at rumme deres raseri og ked-af-det-hed og bevare roen og det kærlige lederskab igennem bølgegangen.
Og hvordan gør man så det?

Det bliver naturligvis for omfattende her at give en detaljeret beskrivelse af hvordan “Det kærlige lederskab i familien” føres ud i livet. Alle familier er unikke i både sammensætning og mind-set, og derfor vil processen altid være individuel. Men her får du:

3 enkle trin til at komme i gang

1. Hold familiemøde (kun voksne er inviteret) for at klarlægge familiens mål og værdier, ligesom i ethvert andet team.
Hvad vil vi og hvad er vigtigt for os?
Når mål og værdier er på plads er det langt lettere at afgøre beslutninger, og stå fast.

2. Læg en skudsikker plan for hvordan, det I har bestemt, føres ud i livet og helt til dørs.

3. Et eksempel kan være: Vi har bestemt at fokusere på at bruge mere tid sammen.
Læg en plan for HVEM, der henter børn hvornår, og på hvilke tidspunkter der er familietid og plot dem ind i kalenderen.

Forpligt jer til beslutningen: familietid har samme status som et møde – vi tager heller ikke telefonen midt i et møde fordi vi liiiige skal…

Sidst OG vigtigst….

VÆR ET PAR KLIPPEFASTE LEDERE med GOD samvittighed – børn har BRUG for grænser

It’s all about attitude!

Børn læner sig opad, søger trygheden hos og bokser til forældre. Det er meningen med at være barn. Det er meningen, at der skal være “lukket pga. ombygning” i bestemte perioder af deres liv…..

Det er okay, og det går over igen – hvis vi som ledere holder fokus på vores overordnede mål som familie. Det er OK og VIGTIGT at sige fra og nej.

Det er også vigtigt, i en familie, at holde sig for øje, at vi ER et familie-team, et fællesskab stærkere end noget andet.

Denne følelse underbygges og styrkes bl.a. via kys, kram og fysisk berøring og anerkendelse, alt det vi overhovedet kan og har lyst til (selvfølgelig i den udstrækning børnene og vores partner har lyst til at modtage den).

I følge Cary Chapmans bog Børnenes fem kærlighedssprog findes der 5 forskellige måder hvorpå et barn bedst udtrykker og modtager kærlighed. Hvilken en er dit barns?

Børnenes 5 kærlighedssprog

Dette spændende emne tager jeg op i min næste klumme her på JuniorBusiness.

Till then…

Kitt Tvile
Familieekspert
www.familieevolutionen.dk

Skriv dig på her og få mine gratis tips og strategier til at tage kærligt lederskab i din familie.

2 kommentarer

  1. Anders Dinsen |

    Hvor er det rigtigt. Vi forældre anno 2009 bruger mere tid med vores børn end man gjorde for 20 år siden, og hurra! for det, og det skal jo være kvalitetstid for os alle :-) Jeg glæder mig til at høre om børns kærlighedssprog…

  2. Kitt, du er så god til at give os det mod, der skal til for at vi kan lykkes out-here. Modet og roen til at med “god samvittighed” at tage leder-ansvaret alvorligt. JA, børn kan være frygtelig velargumenterende – og irriterende…og hvis vi 1) vælger at synes de irriterende fra tid til anden og 2) vælger at være irriterede over at vi selv har lært dem at være irriterende og 3) får dårlig samvittighed over at vi er irriterede over at de er irriterende…. (pyha…) så er vi ude i dét man i Buddhismen kalder DUKKHA – ja, rent faktisk TRIPPLE-DUKKHA og SÅ er vi ikke nogen gode familie-ledere. Så lad stoppe ved nr. 1: Børn kan godt være irriterende og det er helt OK og HELT normalt og HELT naturligt og nyttigt for dem at øve sig. Så skal vi voksne bare hjælpe dem ved at vise ansvarlighed og bremse ord-legen inden den går over gevind.

    Tak til dig :-)

    Glæder mig som Anders til næste “episode”.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.