Jeg har modtaget et gæsteindlæg fra Ditte. Hun har som mange andre haft sin mening om store feriecentre, men, også som hos mange andre, ændrer synet på feriecenter sig efter man har fået børn. Læs hvorfor.

Varmere himmelstrøg – inde som ude
1. juni og ikke skyggen af sommer… Eller måske netop kun skyggen? I hvert fald længes jeg mod varmere himmelstrøg i dette vejr og da jeg har en familie med mig (underforstået med børn) er det ikke alle rejsemål, der er lige egnede. Alligevel tager vi chancen og tager til Paris først i juli i forbindelse med noget arbejde, men det vender jeg tilbage til senere. I første omgang, vil jeg lige kort berette, om en lille smuttur vi tog i maj, da vi trængte til ferie.
Det blev dog ikke til meget sydligere himmelstrøg, men til et feriecenter tæt på Puttgarden i Nordtyskland, der hedder Weissenhäuser Strand. Nu har jeg jo altid haft en mening om feriecentre – ikke lige stedet for mig – og dette var mit første besøg. Men jeg må indrømme, at jeg blev overrasket og er helt sikker på, at det ikke var mit sidste.

For det første ligger det helt ud til vandet i virkelig skøn natur, så man kan gå dejligt lange ture – eller også bare nyde en kort ned til stranden. Og faktisk skinnede solen, da vi var der, selvom jeg ved, det regnede hjemme, men det var nok lidt af et tilfælde. Men – hvis det skulle regne, så gør det altså ikke spor, for der er masser at underholde sig med. Først og fremmest det kæmpestore badeland, som bare er et hit for både store og små, i hvert fald i vores familie. (Kan forestille mig, det minder om Lalandia). Men, det var virkelig en fornøjelse. Jeg blev selv revet med af at skulle prøve alle de forskellige rutchebaner ![]()

Et ekstra plus er, at det er billigt! Hvis jeg husker rigtigt, gav vi omkring 25 euro (185,- kr) for en familiebillet, som gælder ALLE DE DAGE, man er der. Hvis det bliver ved med at regne, når man er der, er der også et kæmpe “jungleland” kalder de det – nærmere en indendørs oplevelsespark, vil jeg kalde det, med klatrevægge, trampoliner, hoppeborge mmm. Og samme princip – du betaler én gang og har en billet, der gælder hele opholdet.

Ud over badeland og jungleland er der diverse udendørs legepladser, minigolf m.m., så der er nok at tage sig til. Vi boede på et værelse til kun 55 euro pr. nat (410,- kr.) for 2 voksne og 1 barn – med havudsigt og lille køkken. Værelserne er ikke den store luksus, bestemt ikke, men praktiske og gode og vi følte os i hvert fald vældig godt hjemme. Der er selvfølgelig supermarked på området, så man kan let lave enklere retter i sit lille køkken, hvis man ikke gider at spise på stedets restauranter, som mest er pizza-lignende madsteder. Men altså, bestemt et anbefalelsesværdigt sted at tage hen, når man har børn. Vi blev alle glade af at være der og vender som sagt tilbage – inviterer måske en fætter eller to med næste gang.

Gode tip til børneferie i Paris?
Og så til Paris, som jeg snart skal til med min lille familie i få dage – glæder mig rigtig meget, men har aldrig været i Paris før MED børn. Har du nogen gode idéer til hvad, vi kan lave i Paris med en 5-årig dren, vil jeg meget gerne høre det. Og generelt synes jeg, det kunne være fedt, hvis der kom rigtig mange gode forslag til gode sommersteder med børn, så bare skriv løs!
Skøn sommer til jer alle, hvad enten det bliver her eller der!
Feriehilsner fra Ditte
Skriv meget gerne, om du har gode/dårlige oplevelser med et feriecenter i Tyskland i kommentarfeltet. Forældre-til-forældre anbefalinger er altid gode at få inden sommerferien står for døren!
Og husk at tippe Ditte om gode steder/aktiviteter for børn i Paris.


Må lige tippe om et badeland, som netop er færdigbygget i Frederikshavn. Jeg skal besøge det med mine døtre om 14 dage, når vi skal på weekend hos mormor og morfar i Frederikshavn. Jeg skal nok give min vurdering her på bloggen efterfølgende.
Foreløbig kan du læse beskrivelse af badelandet på Berlingske.dk:
http://www.rejseliv.dk/caribisk-oe-til-80-mill-aabner-i-frederikshavn
Tak for gode rejsetips – glæder mig til Frederikshavn-vurderingen, Anette. ;o) A
Hej Ditte,
Jeg tog til Paris med manden og 2 små born (4 og 2) og oplevede på first hånd at de var Så mange trappe (særlig metroen, ingen elevator eller nogle midler til cykler / klapvogn). Louvre har trapper (elevator kun i lobbyen). Jardin (haverne) er dejligt (børnevenlig). Disneyland Paris er varmt anbefalet (husk tiden mht. bus eller metro hvis du pendler). Naturhistorisk museum osse.
Såh, jeg ønsker jer en dejlig tur.
mvh.,
Eve
Hej Eve,
Tusind tak for dit svar. Jeg har også netop hørt fra en veninde, at Paris er en af de mindst børnevenlige byer – hun nævnte også alle trapperne, så det bliver spændende at se, hvordan det går. Jeg glæder mig nu stadig rigtig meget og da vi skal bo i nærheden af Pompidou, tror jeg nok, vi kan få tiden til at gå i området og ned til Seinen, nogle parker og måske et museum, jeg har hørt om, der skulle minde om Experimentariet, hvis ikke det bliver Disney Land. Vi får se.
Er der ikke andre, der har gode ferietips?
Bedste hilsner
Ditte
Har netop været i Weissenhäuser Strand som var ok,men heller ikke mere det – skuffende hvis man forventer et badeland som lalandia herhjemme.