Hvad tænker børnetøjsdesignere på?

Tænker børnetøjsdesignere virkelig på brugerne? På børnene, når de tegner en ny kollektion. Stine Malte, som ejer Legetøj med handicap, har sin tvivl. Hun har skrevet dette indlæg, hvor hun undrer sig over, hvorfor meget børnetøj ser ud, som det gør.

Læs med og skriv meget gerne en kommentar nedest, hvorvidt du er enig i Stines opråb eller ej!

Dengang tøj var en praktisk foranstaltning
Da jeg var barn i 70’erne, var børnetøj en praktisk foranstaltning, der bare skulle forhindre en i at fryse. Drenge og piger gik i det samme tøj – fløjlsbukser eller cowboybukser (som det hed dengang) ensfarvede bomuldstrøjer og mønstrede akrylsweatre, der gjorde håret fuldkommen elektrisk og startede en mindre statisk lynstorm, når man tog dem af og på.

Om sommeren gik man i vindjakke i kunststof, ”andefødder” med rågummisål, brune snøresko fra Ecco eller træsko, som slog anklerne til blods, når man prøvede at løbe med dem. Om vinteren gik man i grøn parkacoat og træskostøvler eller lortebrune termostøvler, der var tunge som arvesynden.

Nyt tøj var en sjældenhed, man arvede fra ældre søskende eller kusiner. Når tøjet blev hullet, kom der lapper på, og når det blev for småt, syede ens mor sådan nogle ”forlængere” på buksebenene i form af brede bånd i alle farver, så kunne de bruges en sæson mere. Der kunne nå at komme mange, mange farver på sådan et par bukser, før de var udtjent, men det kunne der også være status i, og sådan så vi jo alle sammen ud.

Unikt børnetøj
Men sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er der et nærmest uoverskueligt udvalg af børnetøj i alle former, farver og designs. Svært for et 70’er-barn som mig at forholde sig til, især fordi det også giver en uendelig række af statements og signaler, jeg kan sende til andre forældre og deres børn via mine egne børns tøj.

Jeg hører indimellem forældre sige, at de vil have unikt børnetøj, fordi deres børn er noget helt særligt og ikke bare skal være en del af mængden.

Men børns personlighed sidder da ikke i tøjet?, tænker jeg så. Uanset om jeg klæder mit barn i en supertrendy bluse eller i en ensfarvet bomuldsbluse fra Føtex, så er mit barn da stadig noget helt særligt og one of a kind?

Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide, at mine børn er rene og pæne i tøjet, når de tager hjemmefra. Men jeg kan også godt lide, at de er møgbeskidte og uglede, når de kommer hjem igen. Det betyder, at de har haft en god og aktiv dag.

For mig er det vigtigt at tøjet udover at være pænt også er rart at have på, passer til årstiden og ikke generer eller begrænser børnene. Og så må det også godt være praktisk. Altså at det kan blive rent, når man vasker det, og at det kan holde til at blive brugt.

Og det synes jeg altså, det kniber med, kære børnetøjsdesignere.

Med sløjfe i ryggen
Jeg bliver rigtig ærgerlig, når jeg har købt en dyr hue som ungerne ikke vil gå med, fordi den har en grov syning ned gennem hagen og halsen, der kradser og giver røde mærker. Hvorfor tænker en designer ikke på det?

Jeg kan heller ikke forstå, at man designer luffer, som ser rigtig smarte ud, men som børnene ikke kan bruge, fordi det er umuligt at holde fast på skovlen eller spanden, når man har dem på i sandkassen.

Hvorfor laver man babytøj med store sløjfer og knapper på ryggen, når nu babyer bruger det meste af deres tid på at ligge på ryggen? Der skal jo ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan det er at ligge på sådan en? Eller bukser med store folder og syninger i knæene til børn, der kravler. Av.

Hvorfor laver man bukser til børn i børnehave- og skolealderen, som er så svære at knappe op og i, at de ikke selv kan få dem af og på, når de skal på toilettet?

Hvorfor bliver der lavet så mange halstørklæder og hættetrøjer, når det er forbudt at have på i institutioner og skoler? Og hvem vil se sit barn kvalt på vej ned af rutchebanen?

Jeg købte en halsedisse i blød fleece. Men den vil min datter ikke have på, for det elastiske stykke, der sidder rundt om halsen er ikke lavet af blød fleece, det er lavet af grov akryl, der kradser. Ikke særlig gennemtænkt.

Jeg købte også en lækker vinterjakke til hende. Hun lignede en lille million, da hun tog i skole med den på første gang. Men da hun kom hjem otte timer efter lignede jakken noget en hjemløs havde sovet med i en mose i 14 dage. Hvem finder da også på at lave hvidt ”lammeskindsfor” i en mørk jakke, når den skal bruges af børn, der leger ude på legepladsen flere timer hver dag? For ikke at tale om hvide manchetter? Det er kun hvidt, indtil tøjet har forladt butikken, og så ser den jakke bare farlig ud resten af sæsonen, selvom den bliver vasket to gange om ugen, øv!

Jeg har set børn – især piger – gå og fryse ude på legepladsen, fordi deres nye tøj fungerer fint på børnemessens catwalk men sjældent passer til virkeligheden i en dansk institution eller skole på en råkold forårsdag.

Jeg bliver også trist, når jeg ser små piger i nederdel eller kjole kæmpe for at komme op på rutchebanen eller falde i deres skørter, når de leger udenfor, fordi tøjet hæmmer deres bevægelsesfrihed. Jeg har faktisk hørt om en gruppe gymnastiklærere, der testede børn i indskolingen og fandt, at en tredjedel af pigerne var motorisk tilbagestående, fordi de gik så meget i kjole, at de havde vænnet
sig fra at kravle, klatre og bruge deres kroppe fuldt ud!

Så kære børnetøjsdesignere. Tænk på brugerne, når I laver tøj – både de små og deres voksne, tak!

/Stine Malte – Legetøj med handicap