Interview med Lille Nørd – I spurgte og de svarede

Denne artikel er sponsoreret

Vi spurgte jer, for ikke så længe siden, hvad I og jeres børn kunne tænke sig at spørge de skønne tv-værter fra Lille Nørd, Kristian og Katrine, om. Det kom der en del skønne bud på, både her på JuniorBusiness, og på vores facebook-side.

Og midt i al travlheden med Cirkus Summarum-forestillinger, så har Kristian og Katrine fået tid til at svare på jeres spørgsmål.

Læs mer hér, og bliv klogere på Nørdernes kostumer, iPad-spil, stamtavler, madvaner – og nye planer!

De fantastiske Lille Nørder anno 2012 – Kristian Gintberg & Katrine Bille.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Trine:
Rosa på 7 år, som ivrigt ser sine Nørd-podcasts, vil gerne vide hvordan Johan kunne glide så langt, da han var snegl på en glidebane? (hvis Katrine og Kristian altså ved det ..).

Kristian & Katrine: ”Det ved vi ikke helt… men et godt bud kunne være at de måske har brugt noget sæbevand. Det glider nemlig godt.”

Desuden:
Hvor mange kostumer er der? Hvem laver kostumerne? Hvor lang tid tager det at lave dem? Hvad sker der med dem efter optagelsen?

Hvilket kostume kunne Kristian og Katrine bedst lide, og hvilket var det mest irriterende?

Kristian & Katrine: ”Hmm…Til alle Lille Nørd programmer er der nok blevet lavet ca. 200 kostumer. Det er kostumeafdelingen på DR der laver dem. Det tager ca. 1 uge at lave et kostume til et program. Efter optagelsen bliver de gemt i DRs kostume kælder til en anden god gang. 

Katrine: “Mit yndlingskostume er storkekostumet”.

Kristian: “Mit er dovendyret. De mest irriterende kostumer er: storkekostumets næb og blækspruttens hoved, for det var svært at se ud af.”


Lille Nørderne Kristian og Katrine – som seje fluer!
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Anita:
Min datter Laura på 5 år er helt vild med Lille Nørd og siger ofte, “de har bare ALLE kostumer” – så hun vil gerne spørge dem om, hvordan det er at have så mange kostumer at klæde sig ud i/med ???

Kristian & Katrine: ”Det er super fedt! For så har man næsten verdens sejeste klæd ud kasse!”


Tina:
Min datter på knap 3 år EEEEEELSKER Lille Nørd, og vi har heldigvis de fleste af programmerne på iPad’en. Det er bare så ærgerligt, at de ikke laver flere – det er et helt fantastisk program. Min datter har lært så meget om dyr af Kristian og Katrine, og vi synger begge med på sangene (og dansen).

Spørgsmål: Hvordan var det at stikke fingeren i kolorten?

Katrine: ”Det var varmt og føltes lidt som vådt græs men ikke ligeså ulækkert som jeg havde troet.”


Thea:
Mine 2 børn er meget store fans af Lille Nørd, har endda downloadet alle programmerne på iPad, som min store pige på snart 3 år ser HVER dag, og synger med på alle sangene. Hun er såååå ked af, at de ikke kommer til at lave mere sammen..øv øv. nå men hendes spørgsmål lyder:

“Mor, jeg vil gerne vide om de nogen gange er bange for de dyr, de besøger, og hvilket dyr kan de bedst lide??”

Kristian: “Katrine var lidt bange for strudsen fordi den var så stor og nappede. Jeg blev lidt bange for politihunden da den gøede af mig, men den var rigtig sød.”


Lille Nørd – i fineste markmuse-grå muse-kostumer.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Lærke:
Vi er også max fans af Lille Nørderne, uanset om det er Rosa, Johan, Anders, Katrine eller Kristian. Konceptet er genialt!

Min datter på knap 5 vil gerne vide, hvilket dyr, der er Kristian og Katrines yndlingsdyr?

Katrine: ”Blåhvalen, fordi den er så stor, men har desværre aldrig set den i virkeligheden.”

Kristian: “En slange, fordi den er lang og stærk og sej og lidt uhyggelig.”

Som voksen kunne det være sjovt at høre, om værterne er klar over, hvor stor indflydelse de egentlig har på ungerne? Den er jo kolossal!
Man bliver nogen gange meget forbløffet over barnets paratviden om de særeste skabninger, og når man spørger, kommer den jo altid fra – ja Lillenørd!

Kristian & Katrine: ”Vi er meget glade for, at børnene synes det vi laver er så fedt. Og vi kan virkelig mærke hvor kloge og seje børnene er, når de kan huske alle facts.”


Mette:
Vi æææææælsker Lille Nørd – de er sjove, søde og seje og gør os altid glade.

Min datter på 5 år spørger: “Har Kristian og Katrine selv et kæledyr?”
Kristian: ”Mine forældre har en kat der hedder Frodo, men jeg har ikke selv en. Katrine er også vokset op med en kat, der hedder Oliver, som nu er gammel og tyk.”

En hilsen fra en voksen til Kristian og Katrine: Tak for Jeres fantastiske indsats med at formidle viden på en ukrukket og sjov måde. Både Kristian og Katrine har en dejlig naturlig glæde som stråler indefra ud mod seerne, det gør programmet til en lille fredelig glad lomme i travle dage.


Nope, Kristian og Katrine fra Lille Nørd er ikke kærester! Men derfor kan man jo alligevel godt tage en (blæksprutte-)krammer.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Louise:
Min datter Emma på 3 spurgte så sent som i dag, om Kristian og Katrine er kærester?

Kristian & Katrine: “Nej det er vi ikke. Katrine har faktisk en kæreste.

Et voksenpørgsmål herfra må være, om der er noget nyt i støbeskeen fra de to – enten sammen eller hver for sig…?

Kristian: ”Jeg i gang med et nyt detektiv program, som får premiere på den nye Ramasjang kanal til marts 2013. Her skal jeg løse mysterier som f.eks: Hvem har stjålet prikken over ”i” fra Hr. Skæg, og Hvem har snuppet Brunos pomfritter. Katrine har gang i en ny børnebog og et CD projekt.”


Kitchen4Kids:
Hvad er deres livret? Og laver de selv mad?

Katrine:” Æggemadder, og laver næsten mad hver dag.”

Kristian: ”Lasagne, og kan ikke lave andet.”


Camilla:
Mine børn har sikkert også et spørgsmål, men moren her tænker altid, når jeg ser rulleteksterne, om de er i familie med Karl Bille og Jan Ginthberg?

Kristian & Katrine: ”Katrine er ikke i familie med Karl Bille, men Kristian er nevø til Jan Gintberg.”


Jeanne:
Min datter Maia vil gerne vide om der kommer et spil til iPad’en med Lille Nørd/ Kristian og Katrine?

Kristian & Katrine: ”Der kommer desværre ikke noget Lille Nørd spil til iPad lige foreløbig, men et vendespil/huskespil er på vej fra DR – her skal du gætte et dyr og sammensætte puslespil.”


Lille Nørderne Kristian og Katrine i deres skønne naturmobil.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Tusind tak til Kristian og Katrine siger vi!
Både for svar, og for et af de mest fantastiske, lærerige og pædagogiske børneprogrammer på sendefladen – Lille Nørd vil blive savnet!

2017-06-17T04:43:38+00:00

Leave A Comment