Julekalendere på TV 2011

Denne artikel er sponsoreret

[ad]

Hvad skal vi vælge at se med børnene i december år?
Det er snart mange år siden at alle børn i Danmark havde ET valg, når det kom til at se julekalender i TV. Det var DR eller intet.

De sidste par år har der været minimum 4 at vælge imellem, så det er blevet dejlig nemt at finde et tidspunkt og en kalender, der passer til netop dit barn/børn og jeres familie-rytme!

I år er selvfølgelig ingen undtagelse, og nu begynder reklamerne at rulle over TV-skærmene, så vi kan begynde at overveje hvad vi skal se, og begynde at glæde os. Er jeg den eneste, der klappede i hænderne over at DR genudsender “Nissebanden i Grønland”? Jeg så den selv et par gange som stort barn, og nu glæder jeg mig til at synge med på “Nu’ det jul” og “Hundeslædesangen” sammen med min ældste på 4 år.

Her er en liste over hvad vi ved, der kommer af julekalendere på TV i 2011 (vi opdaterer løbende):

DR1 kl. 19.30: Nissebanden i Grønland
Nissebanden bliver af Agent A-38 sendt til Grønland for at hjælpe Julemanden med at lave julegaver til børnene. Julemanden er dog forsvundet da de ankommer til Grønland! Han har forladt sin kongsgård uden notits, og er taget ud for at lede efter to nedfaldne stjernesten, som har en magisk kraft, og som endelig ikke må falde i de forkerte hænder. Legenden lyder nemlig: “En gang skal 2 funklende stjerneskud støde sammen med en sådan kraft, at himlevælvet lader polarnatten sprænges af lys, og ud af dette lyshav vil 2 stjernesten styrte mod jordkloden og dumpe ned i ødemarken. Hvis du finder de 2 stjernesten og slår dem mod hinanden, vil du vække stenenes kraft – og så kan du ønske dig alle de ting du vil.. hvis du vil, for det kan let gå galt….

Nissebanden i Grønland blev sendt første gang tilbage i 1989, og den gik hurtigt hen og blev en kæmpe succes hos både store og små. Genudsendelsen i år er den 4. – og det er vist rekord for en dansk julekalender!

Salget af Børnenes u-landskalender (som knytter sig til DR’s julekalender) støtter børn i det tidligere borgerkrigshærgede afrikanske land Sierra Leone, som skal hjælpes ud af en hverdag præget af vold, overgreb og børnearbejde.


DR Ramasjang kl. 18.00: Hotel krølle på halen – En stjerneskør vinter
Hvem vinder den store Snestjerne-pris?
Familien Rantanen mener selv, at deres Hotel Krølle på Halen er verdens bedste vinterhotel. For selv om den snobbede familien Grossmans luksushotel har alt, hvad hjertet kan begære, er der da meget sjovere hos familien Rantanen. Hvor kan man ellers få en gris i hovedet midt i sin frokost eller høre mystiske gryntelyde fra karaoke-maskinen? Lad konkurrencen begynde!

Årets julekalender på Ramasjang er en oversættelse af den svenske julekalender “Hotel Gyllene Knorren“.


TV2 kl. 20: Ludvig & Julemanden
I årets julekalender på TV2 er der masser af nisser, humor, spøgelser og nordjysk natur i og omkring Børglum kloster i Nordjylland. Julekalenderen handler om drengen Ludvig, der sammen med sin familie flytter ind på Børglum kloster, inden de skal videre til udlandet og bo på grund af faderens arbejde. Ludvig er overbevist om, at der ligger en værdifuld skat gemt et sted på klosteret, og han går i gang med at lede efter skatten, så familien kan få penge nok til at blive boende, undgå at rejse til udlandet, og få mere tid sammen.

På samme tid i Grønland har julemanden Nicholas fået nok af stress og jag og flygter i sin kane til selvsamme Børglum kloster, hvor han voksede op for mere end 500 år siden…

Salget af årets lågekalender på TV2 støtter Julemærkefonden og driften af de fire julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted. Her får cirka 700 børn i alderen 6-14 år hvert år et gratis ophold på 10 uger.

[ad]
2017-06-17T04:45:20+00:00

Leave A Comment