Kæledyrsguide til børnefamilier: Kat, hund eller papegøje?

Det er sjovt, dejligt og spændende at få et kæledyr. Men uanset om dyret er en guldfisk, marsvin eller papegøje, er det vigtigt, at man gør sig mange overvejelser og skaffer sig viden om dyret, før man får det med sig hjem.

Barnets alder
Det er vigtigt, at tage højde for barnets alder. Når børn får kæledyr, får de ikke bare en legekammerat, men de får også muligheden for at tage ansvar for et andet levende væsen. Derfor er det vigtigt, at vælge et kæledyr efter hvor meget barnet ønsker og kan deltage i dette ansvar.

Hvad ønsker barnet?
Spørg barnet hvad for et dyr han eller hun kunne tænke sig, og snak om, om det er det rimelig både overfor barnet, men især også overfor det valgte kæledyr. Mange vælger dyr som hund, kat, fugl, fisk, hamster, marsvin, kanin osv. De er alle relativt nemme at have, man skal bare være opmærksom på, at nogle af dyrene har det bedre et sted med have, og at nogle af dyrene lever længere end andre. Derudover kræver især hunde lidt mere end fugle, fisk samt de små gnavere. Hunde skal luftes tit og kræver en del motion. Katte er lidt nemmere at holde, men skal også gerne kunne komme ud en gang i mellem. Overvej desuden om der er allergi i familien.

Træt af kæledyret

Mange børn kan godt blive trætte af deres kæledyr efter noget tid og man må derfor enten sælge det eller forældre må tage over. Der er mange, der synes det er voldsomt forkert at sælge et kæledyr, fordi barnet er blevet træt af det. Derfor er det også vigtigt, at forældrene tager stilling til, om de kan overskue det valgte kæledyr.

Mulighederne er mange

Gnavere:
Hamster, dværghamster, kanin og marsvin er gode begynderkæledyr. Det er dyr der godt kan lide, at der er i hvert fald én anden af samme slags. Eftersom gnavere lever det meste af livet i det samme bur, er det vigtigt at der altid er rent i buret, for at undgå sygdom og lugtgener. Dette skal gøres 1-3 gange om ugen. Gnaveres gennemsnitsalder er 2-5 år  hvor kaniner lever længere end hamsterne.

Fisk
Fisk findes i mange forskellige farver og størrelser, og akvariet bør rengøres cirka en gang om ugen. Den normale gennemsnitsalder for en akvariefisk er 5-8 år.

Fugl
Undulater, kanariefugle og papegøjer. Fugle er meget sociale flokdyr, og de fleste arter bør absolut holdes sammen i par. Den gennemsnitlige levealder for fugle i fangeskab, er 5-10 år og buret bør rengøres en gang om ugen.

Kat
Der findes rigtig mange forskellige katteracer – nogle er gode til lejligheder andre er gode til huse. Nogle katte sætter pris på selskabet af andre katte, mens andre helst vil være alene. Den gennemsnitlige levealder er 13-15 år, og kattebakken skal helst udskiftes hver dag.

Hund
Ligesom med katten, findes der også mange forskellige hunderacer. Dog skal alle hunde luftes flere gange om dagen, og de færreste hunde kan lide at være alene hjemme i lang tid. Den gennemsnitlige levealder er 10-12 år. Hunde kan koste rigtig mange penge.

Wild cards
Derudover findes der jo skildpadder, edderkopper, slanger , leguaner og andre mere eksotiske skabninger. Jeg ved dog ikke, hvor meget ‘kæle’ der er over de dyr.

Hvad har I valgt? Har du nogle gode erfaringer til andre?

2 kommentarer

  1. Lærke |

    Jeg er vokset op med altid min. 1 hund i familien og dertil kom så varierende udbud af kanin, marsvin og fugle. Udover det var jeg nærmest fast inventar på den lokale rideskole i mange år. Jeg bilder mig ind, at børn bare har bedst af at have kæledyr – sikkert pga. min egen oplevelse. Har selv hunde og en hest pt.

    Når min datter på snart 3 er klar synes jeg det bedste valg af et dyr, der er ‘hendes’ må være marsvinet. De kan blive helt utrolig tamme og sociale… meget nem at håndtere Jeg elskede selv min Holger ;-) En kæmpe krabat, der var fuldgyldigt medlem af familien.

    Jeg synes det er nogle meget vigtige egenskaber, der bliver plejet, hvis man har ansvar for et levende væsen – også selv om mor og far hjælper til på sidelinien og bærer det endelige ansvar. For det gør de!

  2. Hørt Lærke! :-)

    Vi har også haft hund i store dele af min barndom.

    Jeg var en overgang også meget optaget af at have undulater. Startede med én undulat: Polle. Så kom Putte, Sally, Skipper og Niels (tænk jeg stadig kan huske deres navne!), og det blev et voldsomt svineri at have så mange fugle indendørs. Det førte til, at min far byggede et stort bur udendørs, borede hul i redskabsskuret, opsatte et bur inde i redskabsskuret, hvor igennem fuglene kunne flyve ind i læ, hvis det var for koldt udendørs.

    Det vigtigste er, at fugle ikke får træk! Hvis bare der ikke er træk kan undulater fint klare dansk vinter i et redskabsskur (selv om fuglen stammer fra så lune breddegrader som Australien).

    I mit barndomshjem havde min storebror akvarium på sit værelse. Det gik han meget op i, og jeg fik ofte lov til at hjælpe med rengøringen… såsom at rense grus for fiskelo..

    Husker min veninde havde et hamster, som jeg var SÅ vild med. Desværre syntes min mor, at hamster er at siddestille med rotter, så sådan et fik jeg aldrig. Nok også godt det samme, for hamster er natdyr. Det sov hele dagen (hvor min veninde og jeg gerne ville lege med det), men piskede så rundt i sit hamsterhjul og lavede anden støj natten lang. Med kært var det!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.