Vores datter har nu gået i børnehave ca. 8 mdr. og det er en stor succes. Hun fungerer rigtig godt i sammenhængen og trives med de givne vilkår (er en naturbørnehave). Hun leger med forskellige børn, men er naturligvis mere sammen med nogle end andre. I ‘fritiden’ trives hun også og leger/interagerer med andre børn end dem, hun omgås i børnehaven.
I forbindelse med børnehavestarten er vi blevet bevidste om begrebet legeaftaler. Nogen gør meget i det, andre ikke så meget. Vi har ikke decideret noget i mod det, men synes ikke hverdagene levner så meget overskud. Vi arbejder begge fuld tid og har en ½ times kørsel til og fra arbejde oven i. Desuden er junior ‘brugt’ efter en dag i børnehaven og jeg fornemmer, hun har mest brug for bare at koble af efter en lang dag med leg og udendørs aktivitet. Hun spørger heller aldrig efter muligheden for at få nogen med hjem eller komme med nogen hjem.
Til gengæld er der aktiviteter i weekenden sammen med andre børn via naboer, venner og familie. Vores nabos datter går i samme børnehave og pigerne leger ‘spontant’ i weekenden – en relation jeg ikke kategoriserer som ‘legeaftaler’.
Der er forskellige andre grunde, som også er en del af vores forbehold for legeaftaler – transport (vi bor på landet), at aflevere sit barn hos fremmede, man ikke på nogen måde kender ud over at de er forældre i samme børnehave, ‘kemi’ mellem voksne osv osv.
Jeg har indtil nu haft oplevelsen af, at det var okay, at vi ikke er så indstillet på legeaftaler via børnehaven og har egentlig følt vi kunne ‘være i fred’.
Et enkelt barns mor har dog været ‘nærgående’ indirekte og det er intensiveret på det seneste og blevet meget direkte med sit ønske om legeaftale mellem hendes og vores datter. Til stor irritation for især mig, men også min mand. Der er flere årsager til at vi ikke er så interesseret i legeaftaler med denne relation – det lyder måske ikke så pænt, men det er fakta.
Jeg mener, vi flere gange på det kraftigste har antydet, at vi ikke er interesseret – med ‘pæne’ henvisninger. Jeg har også flygtigt nævnt det for en pædagog, som antydede at moren havde snakket om det ønske.
Jeg synes, det er træls at blive konfronteret foran andre forældre og især pædagogerne, når jeg synes, jeg har signaleret nej tak længe. Selv om jeg mener det, så synes jeg det er svært at stå og sige direkte nej til henvendelsen og evt. blive afkrævet begrundelse (igen).
Jeg synes kort sagt det er træls, at man føler sig presset ud i noget, man ikke selv er indstillet på. Jeg har ikke noget konkret at have det i endnu, men jeg fornemmer at det er os, der ikke følger normen? Jeg venter næsten på, at nogen – forældre eller pædagogerne – siger, at det er os, der er på afveje. Selv om jeg står ved mine holdninger generelt, så er det træls at få et stempel på den måde. Vi er på ingen måde ‘asociale’ i forhold til andre forældre, deltager i alle arrangementer, sidder i forældrerådet etc.
Måske er der nogen, der har erfaringer med den slags? Eller en mening om, hvordan legeaftaler forvaltes? Er det et must, at man skal starte den slags i børnehaven, eller kan man – som jeg har hørt andre sige – vente med den slags til de starter i skole?
Glæder mig til at høre jeres input!
Med venlig hilsen
Line
Min mening er, at det er KUN hvis barnet selv har lyst, der skal laves legeaftaler, og ikke fordi andre forældre synes at der skal, barnet skal jo kunne rumme det,
Tænk, hvis vi voksne blev påtvunget samvær når vi egentlig bare havde lyst til at slappe af, vi ville forhåbentligt sige fra, og det skal børn også have lov til, i stedet for at skulle leve op til nogle voksnes forventninger om, hvad man skal og ikke skal…
Legeaftaler skal være af lyst, og ikke fordi nogen synes, at man SKAL !
Først og fremmest synes jeg det er helt okay hvis man IKKE er til legeaftaler.
Nå det er sagt er det noget vi bruger rigtig meget hjemme hos os, i gennemsnit en gang om ugen, både med børn fra børnehaven og privat (gl. svømmevenner/tidl. børnehavevenner)
Vi starede meget tidligt, og det var da også hårdt at OVERLADE sit barn til nogen man slet slet ikke kendte/kender. Men han overlevede jo ;-D
Tiden er knap men jeg synes de får rigtig meget ud af det, den glæde det er at hente 2 unger i børnehave som bare har glædet sig max HELE dagen er så skønt
De lærer at dele og lege på anden vis end i børnehaven – de skifter venskab som også holde udenfor børnehaven
Når det er sagt…. HVIS dit barn slet ikke selv efterspørger det .. så synes jeg du/I skal vente og melde klart ud hvis nogen spørg at pt. har det ingen interesse men at I nok selv skal sige til når jeres barn selv har lyst !!!! det kan ingen da blive sure over
Held og lykke med det
Anita
Her har legeaftaler længe været et must. Min søn har startede ud med en legeaftale en gang om måneden (det var så hyggeligt som de unger glædede sig til at lege). I starten var jeg en anelse bekymret, men det forsvandt som dug fra solen. 2 børn der leger godt, gør hverdagen så nem og dejlig. Legeaftalerne har så fulgt hans børnehavetid, og blev oftere og oftere (en gang om ugen), og den sidste tid i børnehaven, havde vi flere gange hans bedste kammerat med på ferie. Det var lykken, for både dem og os.
Nu går han i 0 klasse, legeaftalerne er nærmest hver dag, om ikke andet for en time eller 2. Jeg nyder at have dem hjemme, der er liv og glade dage i vores lille lejlighed – her er ikke meget plads, men ungerne kender os så godt efterhånden, så de ved hvornår at jeg trænger til ro i mine ører:)
Jeg er glad for vi startede tidligt, det har givet min søn nogle super gode kammerater, som vi også kender rigtig rigtig godt
Når dit barn lige er startet i børnehave plejer det ikke at være så normalt med legeaftaler hos nogle man ikke kender i forvejen. I vores
børnehave – den yngste starter skole og SFO om få uger – er det først
for alvor begyndt efter de var 4-4½ år.
Jeg er selv een af dem som ikke praktiserer legeaftaler i stort omfang. Jeg har 2 børn med 17 mdr’s alderforskel, så de har hinanden at lege med i fritiden og hele vinterhalvåret er vi ude af døren til diverse fritidsaktiviteter 4 eftermiddage om ugen – de går til 2 ting hver. Om sommeren er det kun 2 dage om ugen til fodbold udendørs, hvor de træner 2 gange om ugen og vinteren indendørs kun een gang om ugen.
Når det så er sagt, så synes jeg at du skal melde klart ud, at du ikke synes, at I og dit barn har overskud til det i hverdagen. Men hvis det ikke skal blive personligt, så skal det jo gælde alle børn
i børnegruppen. Nu nævner du, at det pågældende forældrepar, som er
meget påtrængende bryder du dig af den ene eller anden grund ikke
så godt om personligt. Der synes jeg, at du skal passe på med ikke at
straffe deres barn og evt. dit eget. Hvis de 2 børn leger godt sammen og hygger sig sammen. Det er jo ikke dig som mor, der skal være sammen med de andre forældre en hel eftermiddag, men selvfølgelig skal du føle dig tryg ved at overlade dit barn til dem. Een løsning
kunne være at I inviterede over til jer, når tiden kommer hvor I og
jeres barn er klar til legeaftaler eller at I melder klart ud, at jeres barn ikke har været ude og lege hos nogen fra børnehaven før
og I vil have det bedst, hvis I er med den første gang. Evt. kun
den første time.
Mange hilsner
Tina
Vi har en stor pige i vuggestue og jeg (mor) har været en del fremme i skoene for at arrangere legeaftaler. Jeg plejer dog at invitere/lægge en seddel med et forslag til en dato og mine kontaktoplysninger. Hvis jeg så får et “det kan vi ikke lige i øjeblikket” og de andre forældre ikke kommer med et alternativ, så tolker jeg det som et “pænt nej-tak” og plager ikke dem med flere invitationer.
Jeg mener absolut ikke, at legeaftaler er et must, men en mulighed.
Årsagen til, at jeg har været aktiv på min datters vegne er, at vi ikke har familie, venner eller naboer med jævnaldrende. De børn, der er i vores omgangskreds eller i nabolaget er enten meget ældre eller meget yngre end vores datter.
Et godt argument for at arrangere legeaftaler er, at de kan være med til at kæde barnets verdener sammen, men som sagt tror jeg ikke de er absolut nødvendige.
Vi begyndte med legeaftaler, da vores datter var omkring 3 år – da blev hun nemlig interesseret i at have disse med sine bedste venner fra hendes institution. Afsættet var altså hendes ønske og hendes små, gryende venskaber, som vi gerne ville bakke op om
Vi startede med selv at byde de små venner på besøg – flere af dem var allerede lidt øvet, så det gjorde det nemmere… Da vores datter efterfølgende skulle på legeaftaler hos hendes venner, da blev vi sammen med hende, de første gange hun var et nyt sted. På den måde lettede vi overgangen for hende, men også for os selv, da vi jo fik mulighed for at lære forældrene bedre at kende – fatte tillid til dem
Legeaftalerne behøver ikke være særligt lange til at begynde med 1½ time er rigeligt…
Vores oplevelse er, at legeaftaler er med til at cementere og facettere venskaber, fordi børnene får nogle særlige oplevelser sammen, og henad vejen kan have nogle lange, sjove lege på andre betingelser end i institutionen… Vi er flyttet siden børnehavetiden, men vores datter holder stadigvæk ved nogle af hendes gode venskaber fra denne periode, om end børnene ikke ses så tit, nu hvor der er skole, frit, nye venskaber og rigtig mange legeaftaler fra disse sammenhænge… men de ses dog jævnligt, og falder lynhurtigt tilbage i god leg og samvær, for de er jo super øvede
Jeg tror sagtens legeaftaler kan vente til senere end vuggestueperiode/begyndende børnehaveperiode… Og så ville vi heller aldrig overlade vores datter til voksne, som vi ikke fatter tillid til – så du skal da endelig ikke føle dig presset til at lade din datter indgå i sammenhænge du ikke finder fornuftige. Hold ved din overbevisning ang. din datters behov, sikkerhed og tryghed. Men når det er sagt, hvis et barn er interessert i legeaftaler, så er det også vores oplevelse er det er meget berigende, både på kort og lang sigt… det lange sigt indebære nogle gode, solide venskaber, god øvelse ud i forskellige sociale sammenhænge, accept af mangfoldighed, rummelighed – en solid social kompetence, der er et godt afsæt for en godt (skole)liv
Her er det kun lillebror der er tilbage i børnehaven og jeg er hamrende elendig til at priotere hans legeaftaler. Det er så meget lettere at lade ham lege med småsøskende til de stores, plus med 2 skolebørn og deres interesser er jeg taxa rigtig mange dage. Hvis de store har en legeaftale leger de bare selv i den ½ times tid det tager at hente eller bringe den anden store.
Fordelen er den lille er utroligt god til at finde legekammerater overalt, at tilpasse sig lege hvor han er og at han leger meget bredere end de 2 store gjorde.
De store er der kun 1 enkelt klassetrin imellem, så der er mange fælles venner og fælles begivenheder. Så da de gik i børnehave var det et langt smallere forum af børn de stødte ind i.
Derudover er der forskel på børns sociale behov, min ældste dreng har svært ved at overskue aftaler 2 dage i træk, hvor min datter dyrker sport på konkurenceplan og dermed er booket 2-3 gange om ugen sagtens kan havde legeaftaler ved siden af. En af mine største fejl har været at behandle dem lige. Simpelthen fordi får de lige meget får den ene for lidt og den anden for meget.
Mine børn elsker deres legeaftaler – men de er heller ikke i institution hele dagen og har mig med, når de leger med andre. Stol på dit barn i stedet og lær hende, at hun har ret i at følge sine behov, istedet for at ligge under for gruppepres ved at gå foran og være et eksempel. Hvis din datter ikke efterspørger at blive efterladt hos en anden familie eller at skulle dele sine ting med andre børn, så er det ikke nødvendigvis hende, den er gal med, men måske snarere et samfund, der har travlt med at få mor tilbage på arbejde og få børnene tilpasset samfundets behov. Prøv at klikke ind på http://www.naomialdort.com
Børnene fejler ikke noget fra fødslen… det er rammen, den er gal med her. Før familiens funktionstømning var der vist ikke så mange børn med diagnoser og så mange forældre, som hele tiden tvivlede på deres egen forældreevne. En pædagog er en pædagog med en superkort og meget ensporet uddannelse… ikke en lille gud.
Jeg ved præcis hvordan du har det, vi føler på samme måde med vores datter på 4 år, jeg ville rigtig gerne at hun får legelammerater med hjem fra bh. Men har ikke gjordt det endnu for så ved jeg at de vil inviterer hende ud næste gang og det tør jeg bare ikke, man aner jo ikke hvilke mennesker man sender dem ud til. Føler også pædagoger og forældre synes vi er lidt mærkelige, men det er jo den verden vi lever i. Synes også godt man ka vente til børnene når skole alderen, altså så fremt de har andre at lege med.
Der er en ting der undrer mig. Hvis begrundelsen for ikke at lade børnene komme hjem til andre for at lege, ene og alene er: At man ikke kender forældrene. Hvad så med at prøve, at lære dem at kende?
Det kan man jo igennem diverse aktiviteter i institutionen – f.eks. en sommerfest, sæt jer ved bordet med dem og snak og find ud af hvem disse mennesker er. Eller som vi gjorde første gang, min søn havde en kammerat med hjemme, jeg aftalte med hans mor, at hun skulle komme efter knap 2 timer og få en kop kaffe. På den måde følte jeg mig mere tryg, da min søn skulle hjem til dem.
Der har også været en anden gang, hvor min søn havde en kammerat med hjemme, de er muslimer og det er vi ikke. Hans mor var meget bekymret for mad osv, og aftalen blev så bare at hun gav ham en lille madpakke med i tilfælde af hendes søn skulle blive sulten.
Det er nok ret tydeligt, at jeg synes der skal være plads til legeaftaler, det er ihvertfald vigtigt herhjemme.
Da jeg var barn var der altid et hav af unger i gården, det ser man ikke mere. Jeg elskede det, og ville da ønske der var flere forældre der havde lyst til at sende deres børn ud:)
Vi gør det fordi min datter efterspørger det – hun har 2 super gode veninder og allerede i vuggestuen kunne man se kemien mellem dem og allerede dengang begyndte vi at lege efter vuggestue. Nu kan det både være efter børnehave men også i weekenden vi leger men det er ikke hver uge der er nogen aftale. Det er sådan lidt efter behov. Nu her i påskeferien hvor min mand ikke har ferie men alle børnene har, vil jeg nok forsøge at få nogle legeaftaler i hus.
Ellers er min erfaring, at det først er når de starter skole at man ligefrem skal praktisere det med legeaftaler, min søn går i 0. og der praktiserer vi det, men det er ligeså meget for at skabe gode relationer mellem børnene og sørge for at alle kan lege sammen, piger og drenge på tværs.
Kan folk ikke forstå hvis du siger at dit barn simpelthen er for træt og ikke rummer det? Jeg ville da synes det var meget mærkeligt hvis folk begyndte at argumentere mod dét. Vi har da i hvertfald droppet alle legeaftaler i den periode hvor min datter lige skulle vænnes af med middagsluren, der rummede hun heller ingenting om eftermiddagen.