Allerede længe inden påske bugner et hvert supermarked med påskeæg og påskeharer af chokolade i alle afskygninger. En afdeling du sikkert går langt udenom, hvis du har et barn med mælkeallergi. Der findes ikke særlig meget uden mælk her. Så det er om at tænke alternativt. Her er lidt inspiration til, hvad du kan gøre:
Papæg med slik
En god idé til et påskeæg er et papæg, der kan deles på midten, og fyldes med fx nogle små poser Haribo slik og evt. et lille stykke legetøj. Skumslik er som regel også uden mælk. Der findes en del påske skumslik.
Find andre traditioner
Inviter påskeharen på besøg. Den behøver slet ikke at komme med slik, men kan istedet lægge flotte dekorerede æg rundt om i hele haven. Aftenen før koges en masse æg og der tegnes på dem med tusch. Så skal de gemmes i haven, og senere findes af børnene. Giv børnene en lille kurv til at samle æggene i. Det kan sagtens være en super hyggelig påskeaktivitet helt op til 5-6 års alderen.

Klip gækkebreve
Hold fast i de gamle traditioner og klip gækkebreve med dit/dine børn. Gør påsken til meget andet end chokolade. Det bringer lykke hos alle bedsteforældre, at få et gækkebrev af barnebarnet – eller enhver anden modtager. Og skal bedsteforældrene af med et ”påskeæg”, fordi barnebarnet ikke bliver gættet, kan det fx i stedet være et lille stykke legetøj.
Lav påskepynt med børnene
Jo mere fokus der er på alt det, der ikke drejer sig om chokolade, jo mere bliver påsken meget andet. Tag en tur i en hobbyforretning og bliv inspireret til at lave påskepynt på alverdens måder.
Påskefrokost
Påske betyder også påskefrokost. Bliv inspireret til retter uden mælk her:
Karrysild
Panerede fiskefileter
Paté til frokostbordet
Små frikadeller
Æg- og rejesalat
Lav dine egne påskeæg
Skal der chokolade til, kan du købe mælkefri chokolade i Helsekostbutikker. Smelt evt. chokoladen og tril dine egne små æg, når massen bliver kold igen. Eller lav dine egne marcipanæg måske rullet i smeltet chokolade. Der er som regel ikke mælk i marcipan.
Vil du vide mere
Vil du vide mere om, hvordan du håndterer mælkeallergi i hverdagen, så læs mere på www.maelkeallergi.dk. Her kan du tilmelde dig det gratis eMagasin med masser af råd og vejledning omkring det at leve med mælkeallergi.
Mere inspiration til påskesjov
Påskelækkerier og påskepynt fra Sif Orellana
Påskelege, gækkebreve og påskepynt for børn!






Hej, jeg er selv mor til en mælkeallergiker og har lige i dag set en chokoladebutik (Ro chokolade) på Jægersborggade 25 i Kbh sælge chokoladepåskeæg, der er lavet uden mælk.
Bare et lille fif, da jeg kan se, at I anbefaler, at man selv smelter chokoladen. Jeg mener, at manden i butikken selv laver alt chokoladen, så måske kan man også bestille chokolade uden andre allergigener.
Heidi