“Man kan da ikke tage børn med til Afrika!”

Fik vi af vide rigtig mange gange da vi fortalte venner og familie at vi havde planer om at drage til et andet kontinent. Ikke desto mindre bor vi nu i Uganda.

Danske Pia fortæller om livet som småbørnsfamilie i Uganda

Mit navn er Pia. Jeg er sygeplejerske, gift med Jake og mor til Jonathan som bliver tre år i januar.

I juli 2011 pakkede vi vores hjem ned og sagde på gensyn til familie og venner for at plante rødderne i Uganda. Min mand læser Development and International Relations og blev tilbudt et års praktik på Den Danske Ambassade i Kampala, og det kunne vi ikke sige nej til!

Min mand og jeg har flyttet mange gange. Også imellem flere byer. Men Jonathan tilbragte de første 2½ år af sit liv i den samme by, den samme lejlighed, på den samme legeplads og ved den samme (højtelskede!) dagplejemor. Derfor begyndte vores flytning lang tid før det egentlig var aktuelt. For hvordan forbereder man en to-årig på at flytte til et andet land?

Jonathan er, og har altid været, en dreng som sætter pris på en stabil hverdag og faste rammer og ved at rykke hans rødder op, var vi fuldt ud klar over at vi udfordrede skæbnen. Og hvad er det lige U-landet Uganda har at tilbyde en dreng i rivende udvikling?

Uganda

Vi var enige om at vi ikke ville lægge nogle planer for Jonathan og jeg, før vi var klar over vores muligheder. Uden forventninger var vi dog enige om, at det langsigtede mål var at få Jonathan i børnehave og mig i arbejde.

Vi skal flytte ned til elefanterne
Halvanden måned før afrejse begyndte vi, i samarbejde med Jonathans dagplejemor at fortælle ham om vores nye hjem. Vi fortalte, at vi skulle til Afrika – der hvor aberne og elefanterne bor. Vi talte om flyvemaskiner, slanger og mørke mennesker og da vi 14 dage senere begyndte at pakke var han helt klar over at “Det er fordi vi skal flytte ned til elefanterne”.  

Jonathan

Sprogvanskelighederne bruger vi ikke meget energi på. Min mand er halv brite og har altid talt meget engelsk med Jonathan, men i ugerne optil afrejse intensiverede vi dog de engelske samtaler, for at han så småt kunne vænne sig til det inden resten af kulturchokket skulle ramme.

Familiealbum er guld værd
Den sidste uge i Danmark rejste vi rundt og sagde på gensyn til forældre, bedsteforældre, søskende, niecer og nevøer. Vi fik taget billeder af hver og en, og satte dem i et fint fotoalbum. Albummet blev Jonathans bibel og hans direkte linje til at huske alle de familiemedlemmer, som hver dag savner ham.

D. 23 juli 2011 satte vi os i flyet og 12 timer senere, kl 03.30, landede vi i Entebbe, Uganda, til et helt nyt liv.

Vi vågnede efter tre timers søvn til et sted med palmer, store! fugle, nye lyde, anderledes mad, mærkelige dyr og Jonathan var et stort spørgsmålstegn. Bedre blev det ikke da hans far, mindre end 24 timer efter ankomst tog på arbejde første gang og overlod os til at udforske vores nye hjem.

Skrækslagen for mørke mænd
Han spiste ikke. Ikke engang nogle af de ting han kendte hjemmefra. Jeg lavede hans livretter. Det ville han ikke engang smage. Han pev og græd, og det var tydeligt at han var utryg, og i øvrigt panisk angst for alle mørke mænd. Jeg prøvede mit bedste og trøstede og forklarede dagen lang, men lige lidt hjalp det.

Mit hjerte var knust og min dårlige samvittighed fik mig til at tvivle på om man vitterligt kan tage børn med til Afrika.

I løbet af ganske få dage vendte det dog. Sammen fandt, Jonathan og jeg, det lokale indkøbscenter, markedet hvor vi kunne købe vandmelon og ananas – Jonathans yndlingsspise! Vi fandt en legeplads. Vi købte en fodbold, vi pakkede hans LEGO ud og indrettede et legehjørne i stuen. Vi gik ture og kiggede på den anderledes natur, vi badede, vi tog ind på ambassaden og spiste frokost med Jake, vi fandt en legetøjsbutik og sidst men ikke mindst talte vi rigtig meget om de ting vi mødte på vores vej. Intet fik lov at gå ubemærket eller upåtalt hen, og tydeligt var det at han fandt tryghed i, at jeg begyndte at kunne svare på alle hans spørgsmål, i stedet for at svare ; “Det ved jeg ikke” til alt.

Lige pludselig gik det godt. Det gik rigtig godt! Og Jonathan og jeg begyndte faktisk at kede os i hinandens selskab. Aberne på legepladsen var ikke længere interessante, hverdagen havde ramt os, og vi begge trængte til nye input. Jeg begyndte så småt også at have svært ved at finde på spændende underholdning og det stod klart for os at Jonathan trængte til nogle legekammerater og lidt udfordring. 

Derfor ringede vi til Kissyfur International School of Uganda http://kissyfuruganda.com/ og aftalte et besøg. Efter det første besøg kunne vi alle tre gå hjem med sommerfugle i maven og ringe hjem til venner og familie for at sige; Man kan godt tage børn med til Afrika!

Meget mere om ugandiske børnehaver næste gang.

//Pia