Costa Rica minder på mange måder om en zoologisk have, bort set fra, at her er dyrene ikke i bur, men kan opdages på vej til stranden eller på en tur i bjergene. Her findes legesyge aber, søvnige dovendyr, farvestrålende slanger, smukke taranteller og fornøjede sommerfugle og meget, meget mere.
Hvis man har mulighed for at rive nogle uger ud af kalenderen og mod på at rykke grænser og give sine børn en oplevelse for livet, så er Costa Rica stedet for en lille familie! Det blev min kæreste og jeg i hvert fald enige om, efter at have været på rundrejse i landet i 3 uger.
Vi påbegyndte eventyret ned langs den caribiske kyst, hvor vi blev mødt af sol, sommer, vilde dyr og storslået natur. Costa Rica er et mekka af kontraster.
Fakta om Costa Rica
Hvor? Mellemamerika
Hovedstad: San José
Indbyggere: 4,5 mio.
Sprog: spansk, engelsk
Religion: katolicisme
Valuta: costaricansk colon
Klima: subtropisk – tropisk
”Sommer, sommer og sol”
Langs den caribiske kyst finder man hvide sandstrande og turkisblåt hav. Her kan man dykke og udforske koralrev og fisk i alle regnbuens farver, former og størrelser.
Et venligt og hjælpsomt folkefærd
Vi gjorde ophold ved Puerto Viejo, som er en yderst afslappet by i jamaica-stil. Vi blev meget overrasket over den venlighed, vi blev mødt med, for det kunne da ikke passe, at folk var venlige, bare for venlighedens skyld! Jo, tilsyneladende! Og så var stilen lagt.
Turismen har sat ind i Costa Rica og folk er vant til at befinde sig mellem turister fra nær og fjern. Man får lov at passe sig selv, og har man brug for hjælp, får man det. Derfor er landet også nemt at rejse i.
Hjulene på bussen, drejer rundt, rund, rundt…
Når man har badet, plasket og pjasket, dykket og været på safari med en lokal guide, der kan berette om alt fra insekter til aber og regnskovens udvalg af planter, kan man benytte sig af den offentlige transport for at komme videre på eventyr.
Der findes to slags busser i Costa Rica: público og colectivo. Sidstnævnte stopper ved hver en flække og gør rejsen en anelse lang. Et andet og bedre alternativ er at benytte shuttlebusser, som er arrangeret for turister. De er noget dyre, men det kan bestemt betale sig.
En anden meget anbefalelsesværdig transportform er at leje en bil. Det kan man for eksempel gøre i San José og derfra er det kun fantasien der sætter grænser for hvad man kan få at se.
Nattesafari og vulkanvandring
Har dine børn nogensinde besteget en vulkan og gået på ægte forstenet lava? Nej vel? Hvad med at se en såkaldt sky-skov? Eller at lede efter dyr med lommelygte, når mørket er faldet på? Heller ikke? Kun få timers kørsel fra hovedstaden, kan de prøve det hele.
Vi valgte at tilbringe et par dage i Monteverde i det nordvestlige Costa Rica. For at komme til Monteverde er den bedste transportform at leje en bil – og en GPS! Tank bilen godt op og køb vand og lækkerier og sæt jer så godt til rette. Fra San José til Monteverde er der ca. 2 timer, men meget af vejen er ikke asfalteret..
Med det i mente, skulle I være klædt på til eventyr i Costa Rica!
Du kan planlægge rejsen til Costa Rica på egen hånd eller booke turen gennem rejsebureau.
Af Helene Kondrup Jensen











