“To sekunder skat …” – om nærvær med børn

Denne artikel er skrevet af Carina Lyall, der er uddannet mindfulness instruktør og underviser kvinder i mindfulness. Se kontaktinfo nederst på siden.

Når jeg tænker tilbage på min barndom og min mor, så har hun et barn hægtet på venstre hofte, og er i gang med at lave mad, gøre rent eller ordne noget med højrehånd. Jeg er ikke født i 1930, vi var bare mange børn.
Det føles rart, og trygt at tænke tilbage på hende på den måde.
Hun var altid i gang med noget, og der var altid en af os ved hendes side. Det var effektivt, og naturligt. Hun var der bare og det var vi også.
Det faktum, at hun nu døjer med skæve hofter, er irrelevant …

Det første år af min datters liv, var hun altid på min hofte. Jeg havde store problemer med ryggen, men det føltes alligevel så naturligt at hun sad der. Hun var med mig og vi gjorde alt sammen. Jeg tror, det er naturligt for mange kvinder?
Du har dit barn tæt på dig, og kan stadig få tingene gjort. Plus det holder dem i ro.

Nu er baby blevet til tumling, og hun snakker meget. Hun er også begyndt at sige ting som, “ikke lige nu … Vent et øjeblik … to sekunder moar…”. Mens jeg skriver dette, og hører hende sige det, stikker det lidt i mig.
Jeg lærer hende disse vendinger. Jeg har fjernet hende fra min hofte, og skubbet hende ind i en verden med konstant venten. Fra at være tæt på mig, og en del af, hvad jeg gør, står hun nu i kø og venter på at få min opmærksomhed.

“Jeg er bare liiige nødt til at afslutte denne samtale, e-mail, lave mad, og jeg så er jeg der, skat.” For hende må det lyde som om, hun er i gang med at ringe til kundeservice. Måske er hun også det nogle gange, hendes forældres kundeservice … “Vent venligst vi har meget travlt i øjeblikket.”

Kan vi overhovedet huske halvdelen af de gange vi beder vores børn om at vente på vores tid?
Det er paradoksalt, at jeg kræver, at hun skal være tålmodige, og at det kommer fra mit eget utålmodige væsen. Mit ønske om, at blive færdig med det jeg er i gang med først.

Jeg arbejder som mindfulness instruktør og underviser folk i at komme mere tilstede i deres liv. Jeg har en blog, hvor jeg skriver om at integrere mindfulness i hverdagen. Det er en stor del af mit liv, men jeg falder også i ”to do list” fælden. Jeg bliver fanget af at gøre gøre gøre og glemmer nogle gange at være i hverdagen. Min familie er det første der lider, når der er fart på. Jeg arbejder hårdt for at give min familie et godt liv, med et tag over hovedet, og ønsker inderligt at vi skal være lykkelig sammen.

Det sjove er, at hun står lige foran mig og beder mig om at give hende alt det, med min tilstedeværelse. Det faktum, at jeg, hendes mor, ikke altid kan se det, får mig virkelig til reflektere over mine prioriteter.

Kan vi leve i dagens samfund, med alle vores forpligtelser og stadig give vores børn vores fulde opmærksomhed? Kan vi fjerne 80% af de “vent lidt” øjeblikke ud af vores opdragelse? Kunne det måske være, at det bare engang imellem er telefonen, der kan vente et øjeblik?

Det er hårdt arbejde at stoppe og ”bare” være. Det kræver vedvarende træning og at give slip på vaner og mønstre. Man falder i, men træningen er, at se at det er muligt at vende tilbage igen og igen. Det er som et chok for vores system, men fordelene er fantastiske. Den lykke vores børn viser, er bevis nok. De tigger os om at lege, interagere, klappe deres mudderkager og drikke luft af plastikkopper. At lege med dem er øjeblikke, som vi ofte går glip af, fordi når de leger – skynder vi os at få bugt med noget arbejde. Jeg tror vi som forældre i dag savner at være der med dem, men har mange ting at se til. Vi har glemt hvor bremsen sidder og ser hverdagen gennem lyntogs briller. Hvad er prisen?

Så nu er det min datters dukker der venter på hende. Hun giver alt det ”gode” videre… Hun efterlader dem på gulvet løber rundt og råber “Vent lige et øjeblik.” Det er mig hun leger.

Jeg håber, at når hun ser tilbage på sin barndom og mindet om sin mor, vil hun se mig med et barn hoften. At alt det venten kun var en lille del af det, og at en nærværende mor var, hvad hun havde. Den hektiske hverdag var undtagelsen. At hun følte sig set, elsket og forbundet til hendes familie. At jeg tog tiden til, at lære hende at hente dukkerne, og se dem i øjnene, give dem store kys og tage dem med hende på hendes vej.
At dette ikke kun var for hendes skyld, men også min egen.

/Carina Lyall

www.mindfulground.dk
www.carinalyall.com
+45 31424404
Følg mig på:
Twitter @mindfulground
Facebook.com/mindfulground

Carina Lyall er uddannet mindfulness instruktør og underviser kvinder i mindfulness i København. Hun har lavet et projekt i samarbejde med Gentofte Hospital, med mindfulness for gravide og blev herefter uddannet fødselshjælper hos den anerkendte fødselslæge Michel Odent.

Hendes fokus er, at mindfulness skal integreres i det liv man har. Hun er ærlig, men ønsker også at der er plads til humor og lethed på kurserne. Hun kan findes på www.mindfulground.dk og www.carinalyall.com