Endelig, langt om længe! Solen er her. Og den skulle gerne blive det næste laaange stykke tid. Selvom du sikkert allerede er blevet smurt godt ind i gode solråd allerede fra dit barn var helt spæd, kan det være godt at få de gode solråd gentaget. Det kan jo være, at der er et tip eller to du ikke har fået med i farten.
Jeg har bl.a. fundet frem til de bedste solcremer i test og giver jer en oversigt over hvor de kan købes. Derudover har jeg talt med Anja Philips, projektchef på kampagnen “skru ned for solen mellem 12 & 15″ for Kræftens Bekæmpelse, for at få gode råd til børn i solen (eller rettere sagt i skyggen) og høre mere om Kræftens Bekæmpelses generelle vejledninger om brug af solcreme.
2 gode solcremer
Informationscenter for Miljø og Sundhed testede i 2009 over 10 forskellige børnesolcremer. 2 af dem er Svanemærket og indeholder ingen skadelige stoffer – hverken for dit barn eller miljøet – de er derfor blevet kategoriseret som de bedste valg. De to solcremer er Derma Baby og Matas Kids Sollotion uden parfume.

Derma Baby Solcreme er Svanemærket, og godkendt af Astma- og allergiforbundet.
Du kan købe Derma Baby Solcreme i Svanebutikken for 74,95 kr. (200 ml.)

Matas Kids Sollotion, Svanemærket med faktor 30
Matas sollotion koster 99,95 kr. hos Matas. (200ml.)
Både Matas og Derma solcremen er forholdsvis billige. Derma koster mindst af de to, til gengæld skal det siges at den er ret fedtet at smøre ud. Dermed ikke sagt at det ikke kan lade sig gøre, men dit barn skal være lidt tålmodig. Til gengæld holder den rigtig godt i og efter vand. Begge er vandfaste.
Næsten lige så gode – men ikke helt godt for miljøet
De resterende testede solcremer indeholder enten parfume, allergifremkaldende stoffer, hormonforstyrrede stoffer eller miljøbelastende stoffer. Se hvilke solcreme der er tale om nedenfor. Og husk, hvilken som helst solcreme er bedre end ingen solcreme!
Følgende solcreme indeholder miljøbelastende stoffer, men der er hverken parfume, hormonforstyrrende stoffer eller allergifremkaldende stoffer i. Solcremerne er:
Garnier Ambre Solaire “Kids Sun protection Spray” SPF 30
La Roche-Posay “Lotion for Children” SPF 50
Ombra sollotion til børn, SPF30
Vichy Capital Soleil Children, SPF 50
Har du en af disse solcreme derhjemme skal du altså ikke smide den ud, fordi den ikke er bedst i test. Solcremerne indeholder miljøbelastende stoffer, men indeholder derudover ingen andre ingredienser, som er skadeligt for dit barn.
Ombra Sollotion er klart den billigste af de ovennævnte. Desværre har jeg ikke fundet en online butik, hvor man kan købe den, men bor du i nærheden af en Aldi kan du købe den der for 34,95 kr.
De testede knap så godt
Cosmea Solcreme til børn indeholder stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Cien Sun suncreme for children og Bio Select Olive sunprotection emulsion for children indeholder både miljøbelastende stoffer og parfume eller andre allergifremkaldende stoffer.
Nivea Children sun lotion testede dårligt. Den indeholder et væld af kemiske stoffer som både er dårligt for miljøet, er hormonforstyrrende og fyldt med forskellige parfumestoffer.
Du kan læse mere om hvad de forskellige stoffer gør i denne artikel fra avisen BT.
Prisen og Kemien
Udover at være fyldt med diverse skadelige stoffer, så er alle solcremen dyre i forhold til Derma og Matas solcremene som blev testet bedst i test. Ombra sollotion er som nævnt den eneste som er billigere (den er til gengæld også billig!), resterende koster fra 119,95 kr. så jeg vil helt klart holde mig til dem, der er foruden skadelige stoffer er til billigere penge. Har du en favorit som ikke er en af de to, så skal du som sagt bestemt ikke smide dem ud af den grund. Solcreme er vigtigt at smøre på, og hellere at der så er et stof eller to i, end at dit barn bliver solskoldet. Det skal også være lækkert at smøre på, og det skal gå hurtigt nok til at du kan nå at smøre dit barn helt ind.
Interview med Anja Philips fra Kræftens Bekæmpelse
Det kan være svært at finde ud af op og ned på faktorer, da man hører meget forskelligt. Det helt klare budskab er: Selvom du bruger en høj faktor skal du stadig smøre dig ind lige så mange gange, som hvis du brugte en solcreme med lavere solfaktor.
”Vi anbefaler faktor 15 til de fleste. Det vigtige er at holde øje med, hvordan det enkelte barns hud reagerer”, forklarer Anja Philips fra Kræftens Bekæmpelse.
Specielt lyshårede og rødhårede kan have brug for en højere solfaktor da deres hud ofte er lys, og dermed lidt sartere overfor solens stråler.
Hvornår og hvor meget smører man på?
”Til børn skal man bruge 20ml. hver gang de skal smøres ind. Det svarer ca. til den mængde solcreme der kan være i dit barns hånd. Voksne skal bruge 40ml. Hver gang man smører sig ind. Dette svarer til en voksen håndfuld. Smør dit barn ind 10 min. før I skal ud af døren..” (Det samme gælder selvfølgelig for dig) ”..derefter skal man smøre solcreme på hver 3.-4. time. Hvis dit barn har badet, svedt meget, leget i sand der kan gnide solcremen af, eller blevet tørret med et håndklæde er det vigtigt at smøre med solcreme igen. Også selvom der ikke er gået 3-4 timer.”
Anja Philips anbefaler desuden at du bruger en vandfast solcreme, da den sidder bedre fast, og så at solcremen er svanemærket.
”Husk at det er de voksne der gerne vil sidde i solen. Børn bliver varme og har det utilpas ved at sidde direkte i solen, så det er vigtigt at konstruere skygge der hvor de opholder sig.”
Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man finder skygge mellem 12 og 15, og når det i øvrigt er over solindeks 3.
På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan du læse mere om god solbeskyttelse.
Og husk! En solcreme kan holde i ca. 2 år når den opbevares ved en temperatur under 25 grader.


Gode råd som sædvanligt
Jeg vil gerne suppler med en artikel jeg fik sendt af en veninde på facebook omkring solcreme: http://www.netspiren.dk/info/Naturlig-solcreme-uden-parabener-382l1.aspx .
“Og husk! En solcreme kan holde i ca. 2 år når den opbevares ved en temperatur under 25 grader.” – Tak for tippet!
Tak Elma! Og ja præcis: god viden, at vi ikke behøver at smide solcremen ud fra år til år!
Jeg så lige denne solquiz hos Kræftens Bekæmpelse. Hurtig og lærerig for store og små.
http://www.solquiz.dk/main_sq.aspx